En fjeldvandring: juli 2017

fredag den 7. juli 2017

torsdag den 6. juli 2017

Vejret er endelig slået om og der er lunt, selv nu om aftenen, men jeg er blevet enig med mig selv om at jeg ikke orker mere kogt mel. Jeg havde egentlig tænkt mig først at ta stilling i Haukeligseter, men jeg har ikke lyst til at bruge de penge det vil koste at få ordentlig mad. Fra Haukeligseter og nordpå er der massevis af betjente hytter der serverer mad, og det er ikke dåse- og pulvermad, men rigtig mad. Men det er jo til restaurantpriser og det vil koste mig en formue. Jeg kan jo gå på restaurant i Peru 5 gange for hvert måltid på en restaurant her.
Så jeg tar bussen i morgen og tar hjem og bestiller et visum.
På en måde er det lidt synd, nu når det omsider ikke er så bidende koldt længere, men det er jo let og billigt at komme herop igen, i modsætning til at ta til Peru. Og jo længere jeg er her, jo kortere tid kan jeg være i Peru. Nu vil jeg ta en kop te og nyde det smukke landskab.

Auversvatn

En genvej

Jeg nærmer mig kraftigt Tjørnbrotbu, men jeg har besluttet mig for at springe den over og ta en lille genvej. Ned forbi den sø man kan se på billedet. Måske slår jeg lejr der hvis jeg finder et godt sted. Angiveligt er der 14 km mellem Berdalsbu og Tjørnbrotbu, og de er relativt letgået. Med letgået menes at de fleste mennesker kan klare turen uden alt for store vejrtrækningsproblemer undervejs. Man skal stadig balancere på sten undervejs og der er også nogle steder med lidt mudder, men ellers en god begyndertur og klart den letteste strækning jeg har haft.

Berdalsbu

Opad igen

Jeg snakkede med et par jævnaldrende, danske kvinder og rygsækken blev lidt lettere. I Josephsbu havde jeg lånt en bog af Alistair McLean, Partisaner, og læst den og i Evje købte jeg en ny bog. Jeg har læst knap 100 sider og den er elendig, så jeg afleverede begge bøger. Så er jeg på vej opad igen. I øvrigt må i hvert fald den ene af kvinderne være en garvet fjeldvandrer, for hun havde åbenbart vandret en del og også været i Josephsbu. De kom fra Tjørnbrotbu, med børn, og fortalte at når jeg først kom op, er den ret letgået og med en flot udsigt.

Berdalsbu

Jeg nærmer mig Berdalsbu, som man kan ane midt i billedet. Derfra er der fem timers gang til Tjørnbrotbu, hvor jeg agter at overnatte, hvis jeg ellers orker at gå så langt. De fem timer er hvis man går uden pauser, så reelt vil det mindst ta 7-8 timer. Det her terræn kræver en del pauser.
Ellers er det en dejlig morgen. Den første morgen siden jeg begyndte at vandre, hvor der ikke har været en iskold vind. Koldt er der, men heldigvis kun en svag brise, så jeg sidder og skriver i en t-shirt. Uhørt.
Og så en kop kaffe.

onsdag den 5. juli 2017

Dagens lejrplads. Billedrt er taget da teltet netop var slået op.

Hovden eller Bjåi

Jeg havde egentlig tænkt mig at vandre over Bjåi mod Haukeligseter, men nu spekulerer jeg på om jeg ikke bør vælge Hovden. Jeg har godt nok vandret det meste af ruten Hovden-Haukeliseter men jeg er ved at være ekstremt træt af pulvermad. I Bjåi har de ingen forretninger, så vidt jeg kan se, men det må de ha i Hovden, for der er en stor turistdestination. Det vil kun være fire timers ekstra vandring over Hovden, og jeg kunne ha vandret med et par kilo mindre, hvis jeg havde planlagt det fra starten, men det ville være dejligt med noget andet end pulvermad, bare en enkelt dag.
Man kunne tro at det var kulden, eller det at bære på en tung rygsæk flere timer om dagen, eller regnen, der er det værste. Det er det også de første dage, men i længden er det maden, der er det værste. Jeg spiser aldrig pulvermad, når jeg ikke vandrer. Aldrig. Og nu er jeg tvunget til det hver eneste dag, fordi det er alt for tungt at bære rundt på grøntsager og den slags.
Jeg har så også parmasanost, peanuts, og chokolade med, men det slipper op om et par dage, og det tar nok fire dage at vandre til Haukeligseter, hvis jeg tar den korteste vej. Så jeg tror det bliver over Hovden, så jeg i hvert fald en enkelt dag slipper for pulvermad.

Nordvest mod Setesdalen

En frisk dukkert?

Mod nordvest

Mod syd

Mod vest

Langsomt fremad

Det er rigtig meget op og ned i dag. Det er ikke en rute der er velegnet for begyndere, og for den sags skyld heller ikke midaldrende mænd med tunge rygsække. Jeg går nok en time mere og finder så et sted at slå lejr, en time eller to før Berdalsbu vil jeg tro.

Mod øst

Mod vest

Mod nord

Mod syd

El må der til

Jeg kom sent afsted. Nok især fordi jeg ikke kunne komme ud af teltet fordi der var så iskoldt i morges.
Jeg lå på den anden side af søen og havde en fantastisk udsigt til den ene side, og en knap så fantastisk udsigt til den anden side.

Find Holger

Google maps

Jeg plejer normalt at ta kort med når jeg vandrer, men eftersom jeg har tænkt mig at vandre i lang tid, og jeg ikke har fastlagt en rute, er det umuligt for mig denne gang. Kun turen fra Knaben til Øyuvsbu havde jeg nogenlunde planlagt på forhånd og eftersom turen foregik uden for stierne, havde jeg downloadet nogle kort fra ut.no. De kort blev desværre slettet da jeg blev tvunget til at genstarte telefonen.
Så har jeg Google maps. Der havde jeg også downloadet nogle kort, og de kort forsvandt heldigvis ikke da telefonen blev genstartet. Kortene er ganske detaljerede, tror man, men jeg fandt ud af at når man henter et kort, man vil bruge offline, så er det ganske groft. For at få det til at blive detaljeret, med bla. højdekurver, er man nødt til at zoome ind indtil højdekurverne dukker frem og kigge hele kortet igennem. Det kan man kun gøre online, men det bliver gemt i hukommelsen.
Desværre er stierne ikke med på Google maps, men hytterne er, så jeg kan altid finde frem til hytterne. Jeg har "Til fots i Norge" med, som beskriver alle ruterne, og der er nogle meget grove kort, hvor stierne og de allerstørste søer er med, så de kan give mig et fingerpeg om hvor stierne er, hvis jeg mister en. Det kan nu være ganske svært, fandt jeg jo ud af i går.

tirsdag den 4. juli 2017

Endnu en iskold morgen

Det er utroligt at det kan blive ved med at være så iskoldt. Jeg vågner som regel tidligt om morgenen, omkring solopgang eller lidt senere, og måler så temperaturen udenfor. Og igen i dag lå temperaturen på frysepunktet. Nogle gange har den ligget 2-3 grader over frysepunktet, nogle få gange lidt under frysepunktet.
Sammenlagt har jeg nok tilbragt et halvt år af mit liv på at vandre rundt i de norske fjelde, og jeg har aldrig før oplevet en kulde som nu. Derudover har der heller ikke været ret meget sol, men i går var en rigtig fin dag og indtil videre er der også masser af sol i dag. Nu er temperaturen steget til en eller to graders varme udenfor og der er den sædvanlige iskolde, friske nordvestenvind som blæser uafladeligt. Så derfor sidder jeg beskyttet i teltet og skriver, mens jeg venter på at vandet koger, så jeg kan få mig en kop kaffe.
På grund af den vedvarende iskolde vind, har jeg næsten hver eneste morgen, lavet mad i teltet, hvor jeg har Trangiaen stående i forteltet mens jeg selv sidder i kabinen. Det har været alt for koldt at sidde udenfor. I går aftes lavede jeg for en sjælden gangs skyld aftensmad udenfor, fordi solen for en gangs skyld skinnede om aftenen, men med 6 graders varme og en let vind, var det ikke engang lunt.
Der er en eneste fordel ved det kolde blæsevejr, som jeg sætter pris på og det er at insekterne heller ikke bryder sig om det. Den eneste dag med varmt vejr, den dag jeg vandrede op i fjeldet fra Valle, var det jo ikke kun fluerne der generede mig. Der var også knot, myg og bremser, så jeg fik en del stik. Det har jeg stort set ikke fået ellers for vejret har været alt for koldt. Men hvis bare solen skinner er det ok med kulden, og jeg har heldigvis ikke haft specielt meget regn.
Jeg har fået brygget kaffen og lukket ud til forteltet, og i kabinen har temperaturen sneget sig over 15 grader, så nu vil jeg nyde kaffen, inden jeg bevæger mig ud i den iskolde vind for at sende dette indlæg, for der er ingen internetforbindelse her. Heldigvis skal jeg nok kun 20 meter væk.

Endnu en iskold morgen

Endelig på vej op

Afmærkningen var elendig, dvs. ikke-eksisterende ved Bjørnevasshytta, så jeg besluttede bare at gå opad og håbe på at jeg traf stien. Jeg var ikke gået ret langt og så kunne jeg høre nogle arbejde med en maskine og jeg gik et par skridt i retning af lyden og mødte en mand som jeg spurgte om vej.
Det viste sig at stien ikke gik fra hytten men fra vejen lidt længere henne. Heldigvis var jeg ikke langt fra stien og skulle bare krydse en elv. Jeg har allerede glemt hans navn, men selv om han var på vej ned, tilbød han mig en øl, så vi gik over til hans kone, som var hende der savede, og fik en enkelt øl. Som han sagde, så kan man ikke møde en dansker uden at tilbyde en øl. Som dansker kan jeg jo ikke sige nej til en øl, men det forsinkede turen op en smule. Men nu er jeg på vej.

Bjørnevasshytta

Jeg fandt heldigvis stien oppe på fjeldet, ellers ville det virkelig ha været et helvede at komme ned på den anden side. Der skulle jeg så gå fem kilometer langs en landevej, Bjørnevassveien tror jeg den hedder, hen til Bjørnevasshytta, hvor stien begynder igen. Da jeg kom til østenden af Bjørnevatn, badede jeg, og det var en smule køligt. Vandet var 13 grader og luften 10. Nu er jeg så omsider kommet hen til Bjørnevasshytta og skal snart til at gå op i fjeldet igen. Det er stadig køligt, men der er en del sol så der er meget behageligt. Meget mere behageligt end de 3-4 minusgrader jeg vågnede op til i morges.

Bjørnevatn

Hvor dum kan man være?

MI går da jeg holdt pause opdagede jeg til min skræk, at jeg havde mistet min windbreaker. En ultratynd overtræksjakke som er en del af et joggingsæt. Bukserne er flotte lyseblå og jakken er endnu flottere i lyserød og lyseblå. Jeg købte sættet da jeg var i begyndelsen af tyverne og det har været med på samtlige mine fjeldture, fordi det holder vinden ude men samtidig er meget åndbart. Vand holder det ikke ude, slet ikke. Det er enormt slidstærk, og selve stoffet ser slet ikke slit ud. Samtidig fylder og vejer det utrolig lidt.
Jeg kunne som sagt ikke finde jakken, så jeg lagde min rygsæk bag en sten og gik tilbage for at lede efter den. Jeg kunne ikke finde det sidste sted jeg havde stoppet og taget et billede, selv om jeg var gået et pænt stykke tilbage og jeg kunne overhovedet ikke huske hvor jeg sidst havde set den. Da jeg kom tilbage til rygsækken var der gået 25 minutter, og jeg var træt af at have mistet den, men jeg orkede ikke at gå længere tilbage, specielt ikke når jeg ikke kunne huske hvor jeg sidst havde set den.
For en times tid siden, 10 minutter efter at jeg havde forladt lejrpladsen, mistede jeg turiststien, eller turstien, som det vel hedder, det var umuligt for mig at finde den, så jeg begyndte at okse opad gennem birkekrat og myr, mod det pas, der så lettest ud, og hvor jeg nok ville finde stien igen. Det var enormt hårdt, og jeg svedte enormt meget, og tog min nye hat af for at lægge den i rygsækken, og kom i tanke om at der var er smart låg i toppen, jeg kunne lægge den i, istedet for at lægge den i selve rygsækken. Da jeg skulle til at åbne låget kom jeg i tanke om at jeg havde lagt noget i, i går. Hvad var det? En plastikpose? Nej selvfølgelig min fine tynde jakke i de flotte farver!

PS. Jeg er ved at være højt oppe i fjeldet og har endnu ikke fundet stien. Så det går lidt langsomt, men jeg kommer da fremad.

mandag den 3. juli 2017

Videre mod nord

Jeg slog som planlagt lejr ved Valevatn og fluerne fortrak sig heldigvis. Jeg var ret smadret for rygsækken har formodentlig vejet mindst 30 kg dag jeg gik op fra Valle. Selv om den er blevet lettere er den stadig tung, og efter de sidste to dages vandring med en tung rygsæk, er jeg træt i benene. Til gengæld sidder den meget bedre på kroppen, så jeg er ikke så træt i skuldrene.
Der har været enormt meget blæsevejr de sidste par dage og i går morges blæste det så kraftigt at jeg var nervøs for om teltet kunne holde. Det er et tunneltelt og vinden skal helst komme forfra eller bagfra for at der ikke skal være for stort pres på teltstængerne. Jeg havde sat det skråt op i forhold til vinden, men vinden tiltog og drejede sig så den kom på tværs af teltet. Det er et meget robust telt, men det kan selvfølgelig ikke holde til hvad som helst, så hvis der havde løsnet sig en bardun, så kunne der sagtens være røget en teltstang. Det gjorde der heldigvis ikke, og i nat lå jeg i ly for den kraftige blæst.

lørdag den 1. juli 2017

Valevatn

Mod Setesdalen

Mod sydøst

Oppe i passet

Det her er suverænt den værste dag hidtil, på grund af horderne af fluer. Selv her i passet hvor der er en smule vind trives de fremragende. Det bliver ved resten af dagen, ingen tvivl om det. Der er også dejlig sommervarmt, selv helt heroppe. I morgen skulle det blive koldt, og så er fluerne forhåbentlig væk. Det her er i hvert fald en udspekuleret form for tortur.