Endelig på vej op

Afmærkningen var elendig, dvs. ikke-eksisterende ved Bjørnevasshytta, så jeg besluttede bare at gå opad og håbe på at jeg traf stien. Jeg var ikke gået ret langt og så kunne jeg høre nogle arbejde med en maskine og jeg gik et par skridt i retning af lyden og mødte en mand som jeg spurgte om vej.
Det viste sig at stien ikke gik fra hytten men fra vejen lidt længere henne. Heldigvis var jeg ikke langt fra stien og skulle bare krydse en elv. Jeg har allerede glemt hans navn, men selv om han var på vej ned, tilbød han mig en øl, så vi gik over til hans kone, som var hende der savede, og fik en enkelt øl. Som han sagde, så kan man ikke møde en dansker uden at tilbyde en øl. Som dansker kan jeg jo ikke sige nej til en øl, men det forsinkede turen op en smule. Men nu er jeg på vej.