MI går da jeg holdt pause opdagede jeg til min skræk, at jeg havde mistet min windbreaker. En ultratynd overtræksjakke som er en del af et joggingsæt. Bukserne er flotte lyseblå og jakken er endnu flottere i lyserød og lyseblå. Jeg købte sættet da jeg var i begyndelsen af tyverne og det har været med på samtlige mine fjeldture, fordi det holder vinden ude men samtidig er meget åndbart. Vand holder det ikke ude, slet ikke. Det er enormt slidstærk, og selve stoffet ser slet ikke slit ud. Samtidig fylder og vejer det utrolig lidt.
Jeg kunne som sagt ikke finde jakken, så jeg lagde min rygsæk bag en sten og gik tilbage for at lede efter den. Jeg kunne ikke finde det sidste sted jeg havde stoppet og taget et billede, selv om jeg var gået et pænt stykke tilbage og jeg kunne overhovedet ikke huske hvor jeg sidst havde set den. Da jeg kom tilbage til rygsækken var der gået 25 minutter, og jeg var træt af at have mistet den, men jeg orkede ikke at gå længere tilbage, specielt ikke når jeg ikke kunne huske hvor jeg sidst havde set den.
For en times tid siden, 10 minutter efter at jeg havde forladt lejrpladsen, mistede jeg turiststien, eller turstien, som det vel hedder, det var umuligt for mig at finde den, så jeg begyndte at okse opad gennem birkekrat og myr, mod det pas, der så lettest ud, og hvor jeg nok ville finde stien igen. Det var enormt hårdt, og jeg svedte enormt meget, og tog min nye hat af for at lægge den i rygsækken, og kom i tanke om at der var er smart låg i toppen, jeg kunne lægge den i, istedet for at lægge den i selve rygsækken. Da jeg skulle til at åbne låget kom jeg i tanke om at jeg havde lagt noget i, i går. Hvad var det? En plastikpose? Nej selvfølgelig min fine tynde jakke i de flotte farver!
PS. Jeg er ved at være højt oppe i fjeldet og har endnu ikke fundet stien. Så det går lidt langsomt, men jeg kommer da fremad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar