torsdag den 29. juni 2017

Ny rygsæk

Jeg fik købt en ny rygsæk. Præcis den jeg ønskede at købe. En Bergans Powerframe 130+. Det er en af de største og kraftigste man kan købe overhovedet og så har den udvendig stel eller ramme. Så fedt. Selv med min store Vango rygsæk på 90+ kniber det med pladsen, men her er der rigelig plads. Og prisen? Den var dyr, meget dyr. 5000 kr. I Spejdersport kan man købe den for 4199 og det lyder jo meget billigere. Det er det bare ikke. Det bliver 5421 norske kroner.
Jeg havde tjekket priserne i Norge inden jeg tog afsted, så jeg vidste at jeg nok kunne købe den billigere her. Kun i en norsk netbutik, kunne jeg få den lige så billigt i Danmark, men jeg var nødt til at prøve den først, for i en anmeldelse jeg læste, stod der at det kunne være svært at spænde bæltet langt nok ind, hvis man er spinkelt bygget, og det er jeg jo. Men det går med bæltet og der er 5-10 cm mere at gi af, så jeg kan også tåle at tabe mig en smule, og stadig kunne spænde bæltet ind.
Den er jo gigantisk, og umulig at ha på når man skal med offentlig transport, men sidelommerne kan lynes af, og så kan man bære dem i en pose, når man tar toget eller bussen.

Jeg vil tilføje at der er mere plads i min gamle rygsæk end der ser ud til, for teltet er spændt på mellem bunden af rygsækken og stellet, og soveposen er spændt på ovenover rygsækken. I min nye rygsæk skal det hele være inde i selve rygsækken, men det er der også rigelig plads til 

Mange penge for en rygsæk, men hvis den holder i 32 år, ligesom den gamle jeg smider ud nu, så holder den så længe jeg har brug for.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar