torsdag den 29. juni 2017

Et par seje nordmænd

Da jeg gik ned fra fjeldet i går mødte jeg nogle stykker der gik opad. Den første jeg mødte viste sig at være en biolog der var på vej opad bjerget med to rygsække på ryggen, den ene uden på den anden. Han skulle op til Bossbu i nogle dage, og ta vandprøver af de nærliggende søer. På grund af sur nedbør er mange af søerne døde og uden fisk, og nordmændene har kalket massevis af søer for at få fisken tilbage. Den er så også kommet tilbage til en del søer. Han skulle ta vandprøver, så de kunne kontrollere effekten af kalkningen. Jeg sagde til ham at det så voldsomt ud med to rygsække, og at jeg aldrig havde set noget lignende. Han svarede at det så ud af meget, men det var bare tomme flasker. Når han skulle ned fra fjeldet, ville de være fyldt med vand. Når jeg tænker på hvor tungt det er, bare at vandre med 20 kg, er jeg rigtig glad for, at det ikke er min opgave, at bære vandprøverne ned fra fjeldet.

Den næste jeg mødte var en meget slank kvinde på omkring 60 år vil jeg tro. Med en rygsæk næsten lige så stor som min var hun på vej til Bossbu. Og dagen før havde hun besteget Gaustatoppen. Nogle af de nordmænd man møder er nu ret seje vil jeg mene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar