At vente

Jeg sidder uden for Josephsbu og venter og venter. Venter på at der kommer strøm på min powerbank og på at støvlerne tørrer. Efter to dage med skyer og regn og hyppig brug af mobilen for at finde den letteste vej gennem et ret krævende terræn, er min powerbank løbet tør for strøm.
Hvis jeg skal fortsætte nordpå uden for stierne er jeg nødt til at ha strøm for at finde den letteste vej, og i morgen lover de mere regn. Jeg kunne godt gå udelukkende efter kompasset, men det er enormt anstrengende i forvejen at vandre i det her terræn, med alt det birkekrat, og jeg vil gerne hurtigere frem end 500 meter i timen.
Hvis man ikke har prøvet det kan man ikke forestille sig hvor anstrengende det er at vandre her uden for stierne. Højere oppe i fjeldet, er det langt lettere, og der kan man vandre næsten lige så hurtigt som på stierne, men her er det en kamp at komme frem. Det er nok også derfor jeg aldrig møder nogen uden for stierne. Der kommer selvfølgelig jægere og fiskere, men de bærer som regel heller ikke rundt på en tung rygsæk.
Desværre er der mange skyer, så det går langsomt med opladningen, og de har lovet byger, og der er allerede en nu. Og vinden kommer fra nord, hvilket betyder at jeg skal gå imod regnen.
Heldigvis er der kun tre timers gang til Gaukhei, så jeg har god tid. Hvis vejret viser sig helt umuligt, og jeg får for lidt strøm på min powerbank, følger jeg stien til Gaukhei og overnatter der. Derfra kan jeg følge stien nordover. Jeg har gået den et par gange før, og det er en del op og ned ad bakke, men stadig langt lettere end at gå gennem terrænet, med alt birkekrattet.
Jeg har også brug for at give støvlerne fedt. Derfor vil det være bedst at de er tørre, men så fugtige som de er nu vil det ta hele dagen at få dem tørre.