Jeg har besluttet at gå ned over Valle istedet for Bykle, fordi der er nogle ting jeg har behov for at købe. I Bykle er der et supermarked, en tankstation og et hotel, og det er alt. Ken var engang med mig i fjeldet hvor vi også gik forbi Rosskreppfjorden og ned til Valle, og han var ikke imponeret. Det er en meget lille by, men trods alt en rigtig by og kommunens centrum. Der kan jeg formodentlig købe det jeg har brug for. Dvs. en ny bøllehat eller kasket, selv om den med garanti vil koste en formue, og en ny lagensovepose, for den jeg har med er for tynd, og ved at falde fra hinanden. Jeg kan sikkert også købe sprit, så jeg slipper for at bruge min multifuelbrænder. Og der er en campingplads, hvor jeg kan få et varmt brusebad. Måske vil jeg endda flotte mig og leje en hytte. Vandet er iskoldt nu, og jeg skal under ingen omstændigheder vaske mig i fjeldet før det bliver lidt varmere.
Desværre ser det ud til at en front langsomt er ved at trække op sydfra, og solen varmer ikke længere. Jeg nåede heldigvis at få noget strøm på mobilen, for den var ved at løbe tør. Solfangeren er ganske effektiv, men den kræver sol, og det har der næsten ikke været noget af siden onsdag.
Så i forgårs valgte jeg at gå udelukkende efter kompasset, og jeg fandt da også frem til sidste års lejrplads uden problemer. Andet ville også ha været umuligt, for så havde jeg været nødt til at svømme. Det betød dog at jeg kom til at vandre en noget mere besværlig rute, end hvis jeg havde haft et kort at gå efter.
Da jeg så omsider nåede frem til min gamle lejrplads, og kunne se ned på den fra en fjeldtop, så fik jeg tilfældigvis, mobilforbindelse. Så jeg ville ta et billede og lægge det på min blog. Så skrev mobilen at jeg skulle genstarte den fordi kameraet ikke virkede. Jeg tænke at det betød at slukke og tænde den, men da jeg ville slukke den, gik den i sort. Totalt sort. Den kunne ikke tændes. Så jeg opgav at gå mod Kvina for at fiske, og ændrede kurs mod Øyuvsbu, og derfra mod Valle for at købe en ny mobil. Efter ca. halvanden time kom jeg i tanke, at det at genstarte en mobil, ikke er at slukke og tænde den, men at trykke på slukknappen og samtidig skrue ned for lyden. Det blev jeg ved med, i lang tid syntes jeg, og vupti, så startede den igen.
Jeg har måtte gøre det en gang siden, efter at ha brugt kameraet, så måske bliver jeg nødt til at holde op med at ta billeder.
Uanset var jeg næsten nået over til turiststien, da jeg kom i tanke om at jeg havde dummet mig, og så gad jeg ikke gå tilbage mod Kvina. Desuden kunne det være ligegyldigt når det var så hamrende koldt. Temperaturen nåede kun op på fire grader om eftermiddagen, og regnen øsede ned. Så er det jo ikke sjovt at fiske alligevel.
Så jeg er stadig på vej mod Valle men nu af andre årsager. Jeg burde kunne være der i morgen. Jeg har tidligere gået fra Rosskreppfjorden, tæt på hvor jeg er nu, og ned til Valle, samme dag, men siden har jeg haft problemer med den ene fod når jeg går langt samme dag, så jeg holder mig fra at gå de helt lange dagsmarcher nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar