tirsdag den 20. juni 2017

Djubavatn

Jeg har slået lejr for natten ved Djubavatn. Det er godt nok ikke ret langt fra gårsdagens lejrplads, men til gengæld er den rigtig fed med egen badestrand. Vandet er godt nok kun 10 grader, nogenlunde det samme som luften, men hvis det er vindstille i morgen, kan det godt være jeg tar en dukket. Der er fladt, jævnt og tørt, der hvor jeg har slået telt op så det er skønt.
Fire små ørreder fangede jeg på en halv time, så aftensmaden er sikret. Det bliver Lofoten fiskesuppe tilsat friskfanget ørred. Suppen er glimrende i forvejen, og den bliver næppe ringere, med lidt fisk. Desværre er der slet ingen mobilforbindelse i nærheden af Djubavatn, så jeg er gået over en kilometer tilbage og op på fjeldet for at få mobilforbindelse. Det bliver næppe bedre i morgen, men jeg vil forsøge at opdatere bloggen. Vejret er meget omskifteligt og blæsende i dag, med lidt sol ind i mellem, men i morgen skulle der komme masser af sol, så det håber jeg passer.

Jeg plejer aldrig at møde folk heroppe, men jeg så en bonde drive sine får afsted og så hans firehjulsmotorcykel stå parkeret, for enden af vejen til Kvina Gruber, så jeg er ikke helt alene herude. Det bliver jeg i morgen når jeg bevæger mig nordpå, for der er næsten ingen der færdes uden for stierne, og der er ingen stier længere nordpå.

Jeg har slået lejr på vestsiden af Djubavatn, lige neden for Kvina Gruvor og der er rimelig læ, så jeg vil gå tilbage og tager mig en kop kaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar